Ompotning af orkideer

Orkideer skal ompottes enten fordi at gromediet nedbrydes eller orkideen vokser ud af sin potte. I det første tilfælde, er det ikke sikkert at der behøves en større potte, blot nyt gromedie.

I det andet tilfælde, skal der en større potte til. Planten tages ud af den gamle potte, uden at gøre alt for meget skade på rødderne. Hellere klippe i potten end i planten. Planten kan sættes i vand i en halv times tid, for at blødgøre rødderne så de er nemmere at arbejde med.

Det gamle gromedie fjernes så godt som muligt og eventuelle døde rødder klippes af. Man kan mærke om rødderne er døde, de skal føles spændte og hårde, og ikke bløde.

Orkideen stilles i midten af potten og der fyldes gromedie godt rundt om planten, så den står fast. Hvis du har klippet i rødder, eller der er knækket et blad af er det en god ide lige at vente et par dage med at vande, så sårene på planten får tid til at lukke sig.